MyCoach by Aundrup

MyCoach by Aundrup

Emner

Kærlighed
Motivation
Forandring
Vi mennesker

Vær din vens bedste ven

ForandringPosted by Henrik Aundrup Sun, September 14, 2014 15:55:39

Hvornår er jeg din ven?

Hvornår er jeg din ven, der fortæller dig, at du skal søge hjælp, uden du tolker mig som værende fordømmende over for dig og dine udfordringer?

Kender vi det ikke alle. Vi kigger på vores ven eller veninde og tænker, “åh, du skal bare rykke dig videre, men du skal søge professionel hjælp til at støtte din proces.”

Jeg kigger på min ven. Han er 44 år gammel, han er ok sportstrænet og solbrændt at se på her i sommerferien. Men helt ærligt, han har set bedre ud. Jeg synes han ser lidt slidt ud, når jeg kigger på hans ansigt, de gange han tager solbrillerne af.

Han er gift på 6 år. Det er hans andet ægteskab og igen med en kvinde der er væsentligt yngre end ham selv. Han ser lidt træt ud. Han taler meget om sit job, hvilket undrer mig lidt, da vi er i midten af sommerferien.

Han fortæller mig om livet med hans nye kone, deres liv med hendes og hans børn, hvilke komplikationer, der også er, ved at have 4 sammenbragte børn, samtidig med at deres respektive ex-er er på krigstien i tide og utide.

Det er forfærdeligt, siger han, med henvisning til konens x-mand. Han er simpelthen for meget. Han kræver, at deres børn skal læse lektier hver dag, og skal ringe til ham hver aften og sige godnat. Han er også flere ganget blevet sur over, at de har været alene hjemme i nogle timer, fordi jeg har haft noget, jeg ikke kunne løbe fra på jobbet, og deres mor var på en planlagt teater tur med nogle veninder. Jeg mener herregud, de er sgu da 9 og 11 år, de ved da godt hvad de må og ikke må, de kan da sagtens klare sig i nogle timer. De har da både Ipad og mobiltelefoner, som jeg har betalt.

Det undrer mig lidt, at han ikke på noget tidspunkt fortæller om hvilke dejlige ting de har sammen, ham og hans kone. I starten var de så lykkelige, og vi hans venner, kunne alle følge med i opdateringer på facebook om besøg ved alle de skønne romantiske steder i verden, de nød sammen.

Jeg kigger på min ven. Han er partner i et mindre advokat firma. Hans speciale er international handelsret og han har en del store virksomheder med aktiviteter over hele verden, som kunder, hvilket betyder, at hans arbejdstid nærmest er globalt. Han har altid arbejdet meget, selv da han studerede i sin tid, havde han mindst et studie job i gang, og samtidig var han rimelig politisk aktiv. Godt han droppede politikken, ellers havde han nok ikke holdt så længe, tænker jeg for mig selv.

Vi sidder i sommerhuset i Hornbæk. Købt og betalt for en af de mange bonusser han har erhvervet sig igennem sin karriere, ligesom huset i Rungsted, mangler der ikke noget. Stor flot anlagt grund og masser af plads til de store biler, de begge kører i. Her i sommerhuset, der er indrettet efter gammel fransk stil, er intet overladt til tilfældighederne, hvilket fortæller meget om min ven, han er perfektionist på de områder, der ligger i det materialistiske og status symboler.

Han er på det område, som han altid har været. Søger lidt anerkendelse i hvad han har og kan fremvise af trofæer. Altid den smukkeste kæreste, uanset om han var forelsket eller ej. Altid det sidste nye modetøj, uanset om det var hans stil eller ej. Jeg griner lidt af de gamle dage for mig selv; jeg ser tydeligt at han er bange for at miste anerkendelsen og holder fast i traditioner, mere for traditionernes skyld, end for hvad de virkelig betyder for ham.

Jeg har altid godt kunne lide ham. Jeg synes han er en god ven, men jeg gad ikke være hans kone eller søn, medmindre det var for oplevelsernes og de købte produkters skyld. Han er ikke helt til de dybe samtaler og kærlighed gives hellere i en pels end i de små nærværende ord, der hviskes i øret på den man elsker.

Elsker! Elsker han mon overhovedet sin kone. Han jagtede hende hårdt lige efter skilsmissen fra Anita.

Jeg spørger ham om han har kontakt med Anita, hvortil han let ryster på hovedet. Kun når hun skal klage over et eller andet svarer han. Hun er pisse urimelig og kan altid finde påskud for at brokke sig over et eller andet mht. børnene, deres fælles børn på 14 og 16, 2 skønne og smukke piger, der begge har deres smukke røde hår fra deres mor. Jeg tænker et kort sekund tilbage på Anita, og tænker på de samtaler jeg også havde med hende, dengang hun ikke vidste om hun skulle forlade ham, eller forsøge at få ham til at forstå, at hendes behov som kvinde var meget mere og andet end, at blive begavet med smykker, dyre rejser, store biler og lignende materialistiske gaver. Jeg husker at jeg lovede hende at tage en snak med ham, og jeg husker tydeligt, hvordan han var som en granit blok. Ikke til at hugge eller stikke i, han var stålfast og hvis hun ville gå, kunne hun bare gøre det, han kunne godt klare sig uden hende. Han ville ikke kæmpe med hende også, nu havde han kæmpet så hårdt for at komme op som partner i advokatfirmaet. Han havde kæmpet for, at de havde penge nok til at kunne gøre hvad de havde lyst til. Hun var bare en lille forkælet bondepige, der altid ville have mere og mere af det hele.

Jeg kigger på ham. Hans hånd ryster lidt, da han løfter glasset med den skønne italienske hvidvin op til munden. Solen kaster lys på haven og vi sidder alene på terrassen. Alle andre er gået til vandet og vi har lovet at komme derned senere. Han kigger på mig og jeg på ham. Han tager sine solbriller af og begynder at fortælle; Jeg er nervøs, indleder han, jeg tror jeg måske er syg, og jeg er bange for at det måske er alvorligt. Jeg kigger på ham og mærker en tydelig berørt mand over for mig. Hvilke symptomer har du? Spørger jeg ham og tænker ved mig selv, hvad fanden skal jeg med de oplysninger, jeg er jo ikke læge. Jeg er bange for at det er hjertet siger han. Jeg oplever ofte om aftenen, at jeg får smerter i mit venstre bryst og sveden springer frem, ligesom jeg får en slags kvælningsfornemmelse, når jeg prøver at falde til ro i min seng.

Har du været hos lægen? Spørger jeg ham. Ja svarer han, jeg fik lavet en total helbredstest, og lægen siger at jeg har en krop som en på 30 år. Min tanke er han har stress, måske en lille depression.

Hvordan er jeres ægteskab? Spørger jeg. Han kigger på mig som om jeg havde taget hans glas og hældt vinen i hovedet på ham. Hvad mener! du? Siger han.
Jeg uddyber og spørger; jamen hvordan er det imellem jer. Har I det godt, har i ro sammen, nærvær og kærlighed, elsker du hende?Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal svare siger han. Jo vi har det vel ok, men lykkelige er vi måske ikke. Jeg ved det faktisk ikke, for hvad er det at være lykkelig? Jeg har jo alt hvad jeg kan ønske mig og vi har det jo meget godt sammen, men vi taler ikke så meget om følelser og sådan noget. Sex er ok, et par gange om ugen måske mindre, men jeg kan godt mærke at jeg har mere lyst end hun, men er det ikke altid sådan i mellem kvinder og mænd?

Ved du, hvad hun ønsker sig af livet, hvad hun har af behov og hvordan du opfylder dem, spørger jeg ham, velvidende, at han ikke aner en dyt om, hvad jeg mener.

Han kigger op og stirrer ud i luften, virker lidt tom i blikket og har ikke ordet i sin magt lige nu. Havde jeg spurgt om et eller andet samfundsmæssigt eller politisk, havde han svaret omgående og med stor ivrighed forklaret stolpe op og stolpe ned, om hvor uduelige de danske politikkere er, og hvor meget han ønskede, han var fortsat i politik.

Men her sad han og stirrede ud i luften, stille og uden en lyd. Jeg lod ham tænke lidt og brød så tavsheden. Forstår du hvad jeg spurgte dig om sagde jeg. Ja svarede han omgående, nærmest lidt snerrende. Godt, sagde jeg, men hvorfor svarer du mig så ikke? Har du ikke svarene eller er du i tvivl om dine egne følelser?

Han kigger på mig, med nærmest borende øjne og svarer med en stemme, jeg aldrig har hørt ham bruge før. Jeg er bange nærmest hvisker han. Jeg tror jeg er ved at miste alt, mig selv og min familie. Altså ikke mit arbejde, det har jeg styr på, men jeg har ikke styr på det udenom, siger han. Hvad er det du ikke har styr på, spørger jeg, for at skabe lidt forståelse i mine tanker og finde ud af, hvad han tænker lige i nuet.

Jeg ved, at jeg ville blive sindssygt ked af det, hvis vort forhold gik i stykker og jeg blev alene. Jeg tror virkelig, hun er det bedste der er sket for mig. Da jeg blev forelsket i hende, selvom det var kort tid efter skilsmissen fra Anita, oplevede jeg en følelse, jeg aldrig har oplevet før eller siden. Jeg blev helt varm indeni, bare af at tænke på hende og jeg oplevede at savne hende helt vildt, selvom det kun var få timer siden, vi havde kysset farvel.

Fortalte du hende alt dette dengang, spurgte jeg. Ja for fanden mand, hele tiden. Ok men hvad så i dag? Hvordan føler du i dag? Jeg kan ikke mærke mig selv, jeg er i tvivl om hvad jeg føler, men jeg tror, at det nok er fordi jeg er bange for at sige det til hende, fordi jeg er bange for svaret. Jeg vil så gerne finde tilbage, til det vi havde, der hvor vi bare var i de gode følelser, og der hvor jeg altid vidste jeg kunne komme med alt mit lort, og uanset hvad jeg havde i mit hoved, tog hun imod det og mig.

Hvordan tror du hun har det, spurgte jeg, men inden jeg tillod ham at svare, hev jeg en af mine samtaler frem fra dengang med Anita, og fortalte ham, at det hun savnede og ikke fik i ægteskabet med ham, er det du nu frygter du ikke giver i dag,så måske er der et mønster du skal bryde i dine vaner.

Jeg er din ven og holder af dig. Du er en god og nær ven og selvom vi ikke altid er enige, er du super loyal og altid til at regne med. Jeg kan ikke hjælpe dig med dette, det kan du kun selv, men du har helt sikkert behov for at få professionel hjælp. En der kan forstå dine udfordringer og hjælpe dig til at finde frem til dine virkelige behov og hvad du virkelig vil med dit liv.




Blog indlægget download som pdf




  • Comments(1)//mycoachbyaundrup.aundrup.dk/#post10